Syng med Parkinson

Syng med Parkinson

Om projektet

Kommentarer fra korleder Ann Dybdal Eriksen:

Igennem mit ni måneder lange kor- forløb med Parkison- koret, har jeg erfaret som noget af det vigtigste, at jeg ikke skal være bange for at stille krav til mennesker med Par- kinson. Som korleder skal jeg ikke holde mig tilbage med at afprøve nye veje. Mennesker med Parkinson må gerne udfordres på krop og sind, så længe det gøres med empati og lydhørhed. 


Det kræver stor fleksibilitet, kreativitet og nysgerrighed fra korlederens side at ar- bejde med mennesker med Parkinson.

 

I hvert fald hvis målet er at påvirke tale- stemmen i en positiv retning. Efter min mening vil det ikke have nogen synlig effekt på talestemmen ”blot” at overføre en almindelig korprøve til et Parkinsonkor. Det kræver, at man som korleder er meget bevidst om arbejdet med krop og stemme på en mere omfattende og levende måde, end de fleste korledere er vant til. 


Rammen for korprøven er skabt i projekt ”Syng med Parkinson”, og den er helt unik. Den tager højde for sygdommens ud- fordringer og muligheder. Jeg håber derfor, at der er mange korledere, der vil deltage i kurset ”Syng med Parkinson” for at lade sig inspirere og få et dybere kendskab til, hvad det vil sige at lede et Parkinsonkor. Forhåbentligt for i sidste ende at få lyst til selv at oprette og lede et Parkinsonkor.


Jeg håber, at man i fremtiden vil se at mennesker med Parkinson få tilbudt at synge i kor på lige fod med andre former for aktiviteter og behandlingsmuligheder, og at der vil komme til at eksistere Parkinsonkor spredt ud over hele Danmark.  



CV for korleder Ann Dybdal Eriksen.


Ann Dybdal Eriksen (1969) er uddannet Statsautoriseret Musikpædagog fra Nord-jysk Musikkonservatorium i 1994 med elementær musikformidling og kor- og orkesterdirektion som hovedfag og klassisk sang som hovedinstrument.


1996-1998 tog hun en korpædagogisk ud-dannelse på musikhøjskolen i Göteborg hos bl.a. dirigenten Gunnar Eriksson. I 2008 føjede hun en kandidateksamen i kor- og ensembleledelse til hendes uddannelse og dermed afsluttet en femårig kandidat- uddannelse ved Det Fynske Musik- konservatorium i Odense.


Hun har gennem årene modtaget under- visning og master classes i direktion hos anerkendte danske og udenlandske lærere. Blandt andet hos Alice Granum, Søren Birch, Jørgen Fuglebæk, Frans Rasmussen, Cecilia Rydinger Alin, Jan Yngwe, Anders Eby, Eric Ericson, Stefan Parkman, og Paul Hillier.


Ann tog i 2016-17 Grundkursus i Anne Rosing Metoden og Anatomikursus hos sangpædagogen Anne Rosing. Ann har fortsat Anne Rosing som sanglærer. 


Ann har 25 års erfaring i at lede kor på alle niveauer. Hun har endvidere undervist korledere i direktion.

Projektet "Syng med Parkinson” er et tale-/sangkor for personer med Parkinson, der blev udviklet af Fynskredsen i 2018. Baggrunden var en henvendelse vi havde fået fra nogle musikere, der havde etableret et undervisningsforløb i form af en korweekend etableret for en gruppe parkinsonpatienter i Parkinsonforeningens Østjyllands kreds. Dette havde været en stor succes og tydeligt engageret deltagerne.  Hovedvægten i denne indsats var målrettet det forhold at mange parkinsonpatienter har talemæssige problemer. Budskabet var:

Musik, dans og stemmetræning er vigtigt og gavnligt for mennesker, der lever med Parkinson


Denne henvendelse inspirerede os til at søge at etablere et udviklingsprojekt målrettet etablering af en længerevarende indsats i form af af et lokalt kor for parkinsonpatienter. Vi var samtidig inspirerede af den succes, som var opnået med Parkinsonforeningens danseprojekt - specielt i forhold til den åben- bare effekt på livsglæde og engagement som danseprojektet medførte. 


Projektet fik til formål at afprøve og implementere metoder til at forbedre tale- og stemmefunktionen for personer med Parkinson som supplement til de gængse træningsindsatser. Samtidig var målet for projektet at være med til at forbedre livskvaliteten hos personer med Parkinson, ved at bidrage med livsglæde, øget selvværd såvel fysisk som psykisk velvære.


Vi var så heldige, at det lykkedes at indgå i et samarbejde med Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV) i Region Syddanmark om et samarbejde, hvor vi ønskede at afprøve en model, hvor et parkinsonkor, etableret i privat regi kunne indgå som supplement til den træningsmæssige indsats, der udgik fra et talecenter som CKV.

 

Projektet, der kun har kunnet gennemføres med meget velvillig støtte fra Ernst og Vibeke Husmans fond, har medvirket til, at flere personer, der lever med Parkinson, har oplevet en øget livskvalitet og er blevet mindre præget af sygdommen i deres daglige virke. Dette er opnået gennem både teori og praksis i forhold til tale, sang og kropssprog. Det har her været positivt, at der også i et vist omfang har medvirket pårørende i koret.


Det har været væsentligt, at der, udover det kortekniske, har været fokus på at styrke livskvaliteten gennem socialt samvær og samarbejde om at nå et fælles mål. Deltagerne oplever det at gå til kor, som en mere almindelig, lyst- eller interessebaseret social aktivitet og ikke som træning eller behandling.


Der har været gennemført en delvis effektmåling i foråret 2020 og på baggrund heraf er visse dele af projektet blevet justeret med flere øvelser, der har til formål at styrke den logopædiske indsats. Som følge af coronaepidemien har det dog ikke været muligt fuldt ud at gennemføre effektmålingen.


Selve projektet er nu slut, men videreføres i samarbejde med Dansk Oplysningsforbund i form af etablering af en uddannelse for korledere. Formålet er, at korlederene via lokale oplysningsforbund herefter har mulighed for at forestå ledelse af kor for parkinsonpatienter med udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort i forbindelse med ”Syng med Parkinson”. Der er – over hele landet – stor interesse herfor blandt gruppen af parkinsonpatienter.

Kommentarer fra deltagere:

Én deltager skriver:

Jeg fik diagnosen, parkinson for 2½ år siden i en alder af 73 år. Det slog sig voldsomt på min stemme – og i særdeleshed min evne til at kommunikere faldt dramatisk. For godt fem år siden kom jeg ved en tilfældighed med i et kirkekor – det har jeg ikke fortrudt. Jeg har hidtil virket på det jævne. Men min deltagelse i projektet, Syng med Parkinson har ændret mig fra at synge i kor til at være korsanger. Jeg ikke blot synger med, men føler tydeligt min sangstemmes muligheder – fantastisk, berigende og meget lærerigt for mig i en moden alder. Og så har jeg fået min stemme tilbage – næsten da!  Det allervigtigste, min evne til at kommunikere er næsten genvundet!


En anden deltager skriver bl.a.:

Det var med forventningsfuld glæde, at jeg mødte op til kor hver fredag fra kl 10:30 til 12:00. Jeg blev modtaget af en glad, smilende og positiv lærer. Man følte sig velkommen. Jeg lærte mange ting. Bl.a. hvordan man med brug af mellemgulv, mundhule og puste- og sugeøvelser kunne forbedre sin stemme. Både hvad angår volumen, og skønhed. Operasanger bliver man dog nok aldrig. Men det er heller ikke meningen. Det er nok, at man forbedrer sin stemme så meget, at man kan blive hørt. Rigtig godt for parkinsonpatienter. Det er lykkedes et lille stykke hen ad vejen.


En tredje deltager skriver bl.a.:

Den positive oplevelse ved sammen med andre at have skabt et kor / en social gruppe, der mestrer et sangrepertoire. Jeg har opnået forbedret sangstemme og udtryksform. Imidlertid viser det sig, at det vi har opnået med vores respektive stemmer og udtryksform i korforløbet, det fastholder vi ikke i / får overført i talesituationen. Vi har behov for at finde ud af, hvad der er hindringen for at træne talestemmen hjemme, og undgår de mulige blokeringer, som gør, at vi ikke får resultatet af forbedret sang- stemme overført på talestemmen. Der har i korforløbets første år manglet fokus på øvelse / træning af talestemmen. Jeg har store forventninger til, at de nye øvelser med logopædisk tilsnit, som er introduceret i korforløbets afsluttende fase, vil give forbedring af tale- stemmen.


En fjerde deltager skriver bl.a.:

Generelt har projektet givet meget livsglæde og trivsel, og social mod og udvikling trods parkinsons. Det har været rart at være sammen med så mange ligestillede i en sammenhæng, hvor det har været sjovt - til tider grænseoverskridende på den gode måde – at udveksle erfaringer, hygge og spise sammen mv.


Pårørendeperspektivet

En pårørende skriver:

Jeg har selv haft samme glæde ved kor- aktiviteterne som min mand, og socialt har det været rigtig godt at udveksle erfaringer og være i normal fritidsaktivitet med både med de parkinsonramte og pårørende. Det har skabt nye venskaber. Og hvor parkinson i sig selv ikke fylder så meget. Alle pårørende er på forskellig vis belastet af sygdommen, og det er godt at være sammen med andre i samme situation og samtidig være sammen om en normal aktivitet. Og hvor man ikke behøver at forklare sig og heller ikke bliver ked af, og flov over, irettesættende eller kontrollerende over for den ramte ægtefælles adfærd, de andre kender til det - og det er meget aflastende og befriende og man kan genfinde sig selv igen fra før sygdommen ramte. Min mand har haft den fordel, at jeg har kunnet tage initiativ til sang og træning derhjemme. Jeg tror ikke, han ville have fået øvet ret meget uden mig som initiativtager og den der kunne huske øvelserne.


Det er vigtigt at være sammen med sin parkinsonramte ægtefælle i nogle sammenhænge, hvor man kan grine og for eksempel more sig over det man ikke kan finde ud af, lære noget nyt sammen, blive inspireret. Gennem projektforløbet har jeg erfaret, at det at deltage sammen i en fritidsaktivitet begge kan lide, har været meget livgivende for os og har også generelt påvirket den almindelig dagligdag. Og sang og musik er jo noget af det mest livgivende og opmuntrende man kan foretage sig. Man bliver i godt humør og man får lyst til at lave mange flere projekter sammen.


Kognitive vanskeligheder hos parkinsonpatienten sniger sig jo mere og mere ind som årene går. Problemer med arbejdshukommelse, initiativtagning, problemløsning bliver sværere og sværere. Det kan komme og kommer til at fylde meget i samliv, samtidig med fald af færdigheder som fx at komme ud af sengen, op af stolen, tage sokker på, rydde op efter sig, støvsuge mv. mv… Derfor er det vigtigt med aktiviteter, der er til fælles glæde og berigelse og som samtidig også udvikler hjernen og humøret.


Korlederen supplerer her om pårørendeperspektivet:

Jeg kan se, at de pårørende nyder at være i koret. De deltager på lige fod, og de bidrager med god energi. For mig som korleder er de til stor hjælp, når jeg har brug for en praktisk hånd. De kender øvelserne på egen krop, og det er til stor gavn, når øvelserne skal laves derhjemme. En fælles oplevelse med ægtefælden, der giver energi, samhørighed og glæde i en hverdag, som kan være krævende, giver et pusterum og forøger livskvaliteten for dem begge. Jeg vil varmt anbefale at pårørende opfordres til at deltage i koret.