Vedtægter

Uddrag af Parkinsonforeningens vedtægter.


§§1 - 15 omhandler landsforeningen og kan læses på Parkinsonforeningens hjemmeside.

§§ 16-24 omhandler kredsforeningerne.



Vedtægter for en kreds under Parkinsonforeningen i Danmark

§ 16 Navn og hjemsted.

Stk. 1.Parkinsonforeningens virksomhed på det lokale plan udøves af de lokale kredse.
Hovedbestyrelsen fastlægger, hvilke kommuner de enkelte kredse omfatter.

Stk. 2.Kredsens navn er ”Parkinsonforeningen XX kreds”.
Kredsens hjemsted er kredsformandens adresse.


§ 17 Medlemmer

Stk. 1.Medlemmerne henføres til den kreds, der omfatter de pågældendes bopælskommuner.
Ethvert medlem kan dog lade sig registrere i en anden kreds end bopælskredsen.

Stk. 2.Der betales ikke kontingent til kredsen.


§ 18 Kredsens repræsentation i hovedbestyrelsen

Stk. 1.Kredsen er i hovedbestyrelsen repræsenteret ved kredsformanden eller et andet medlem, valgt af og blandt kredsbestyrelsens medlemmer.

Stk. 2.Såfremt kredsens medlemstal ligger i intervallet 500-999, har kredsen yderligere én repræsentant i hovedbestyrelsen.

Stk. 3.Såfremt kredsen har 1000 eller flere medlemmer, har kredsen yderligere to repræsentanter i hovedbestyrelsen.

Stk. 4.Kredsens repræsentanter i hovedbestyrelsen, jf. stk. 2 og 3, udpeges af og blandt kredsbestyrelsens medlemmer.


§ 19 Generalforsamling

Stk. 1.Generalforsamlingen er kredsens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 20. april.

Stk. 2.Indkaldelse til generalforsamling skal ske med mindst tre ugers varsel til hvert medlem med angivelse af dagsorden samt frist for indsendelse af eventuelle nye punkter eller forslag til vedtagelse.

Stk. 3.På generalforsamlingen har hvert af kredsens medlemmer én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4.Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
  • Valg af dirigent.
  • Kredsformandens beretning om kredsens virksomhed i det forløbne kalenderår til efterretning.
  • Forelæggelse af årsregnskab for det senest forløbne kalenderår med kredsens interne revisors påtegning til godkendelse.
  • I år med ulige årstal valg af kredsformand.
  • I år med ulige årstal valg af intern revisor samt revisorsuppleant.
  • Valg af medlemmer til bestyrelsen med angivelse af, hvem der er på valg.
  • Valg af suppleanter.
  • Indkomne forslag.
  • Eventuelt.

Stk. 5.Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indleveret skriftligt eller elektronisk til kredsformanden senest to uger før generalforsamlingen.

Stk. 6.Der føres protokol over de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Stk. 7.Såfremt et flertal af kredsbestyrelsen eller mindst 10 % af kredsens medlemmer kræver det, skal der straks indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal være ledsaget af en formuleret dagsorden.


§ 20 Kredsbestyrelsen

Stk. 1.Kredsbestyrelsen består af 5-9 medlemmer, inkl. kredsformanden. Kredsbestyrelsens størrelse samt antallet af suppleanter fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 2.Kredsbestyrelsen konstituerer sig selv med valg af næstformand, kasserer samt eventuelle andre funktioner. Næstformanden repræsenterer kredsformanden ved dennes forfald.

Stk. 3.Valg til kredsbestyrelsen gælder for to år. Kredsformanden og halvdelen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges i år med ulige årstal. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges i år med lige årstal. Suppleanter er på valg hvert år.

Stk. 4.Kredsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5.Kredsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er kredsformandens stemme afgørende.

Stk. 5.Kredsbestyrelsen har ansvaret for forvaltningen af kredsens midler.

Stk. 6.Der føres protokol over de af kredsbestyrelsen trufne beslutninger.


§ 21 Regnskab

Stk. 1.Kredsens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2.Kredsen fører et kredsregnskab på et af landsforeningens revisor godkendt regneark. Dette revideres af kredsens interne revisor og forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

Stk. 3.Kredsens årsregnskab fremsendes til landsforeningen til orientering, men indgår ikke i landsforeningens årsregnskab og revideres ikke af landsforeningens revisor.


§ 22 Klubber

Stk. 1.Kredsen bør støtte oprettelse og drift af klubber i de enkelte kommuner.

Stk. 2.Hver klub omfatter de medlemmer, der i landsforeningen er registreret med bopæl inden for klubbens område. Ethvert medlem kan dog vælge at deltage i en anden klub end bopælskommunens.

Stk. 3.Klubben er en selvstyrende enhed, der selv beslutter og tilrettelægger sine aktiviteter. Klubben fastlægger selv sin interne organisation.

Stk. 4.Klubben kan af kredsen tildeles et rådighedsbeløb til afholdelse af klubbens aktiviteter. Klubben har det fulde ansvar for forvaltning af de midler, som tildeles af kredsen, samt de midler, som eventuelt modtages fra kommunen, lokale fonde o.l. Til orientering for kredsen fremlægger klubben hvert år inden 1. februar en oversigt over klubbens aktiviteter og anvendelse af midler i det forløbne år samt et overslag over det forventede behov for midler til afholdelse af det kommende års aktiviteter. Formen for denne orientering aftales mellem kredsbestyrelsen og klubben.


§ 23 Tegningsret

Kredsen tegnes af kredsformanden – eller i dennes forfald næstformanden – i forening med kredsens kasserer.


§ 24 Vedtægtsændringer

Nærværende vedtægter kan ændres ved beslutning med almindelig stemmeflerhed i hovedbestyrelsen for Parkinsonforeningen i Danmark.


Vedtaget af hovedbestyrelsen den 21. november 2015
– med den tilføjelse til § 19, stk. 4, at valg af intern revisor samt revisorsuppleant
sker første gang i 2016 for en etårig periode.



Støt Parkinsonforeningen Kreds Fyn  -  Sparekassen Fyn-Sjælland   Reg. nr.: 0828   Konto nr.: 770299